Et ønske
Det var en af de der vidunderlige lune sommeraftener, man kan opleve sydpå, og det var tilbage i sommeren 2017. Min mand stak hovedet ind i soveværelset, hvor jeg lå i hyttens ene dobbeltseng og lyttede til lydbog.
”Vil du en tur med ned på stranden?”
Stranden lå 50 meter fra feriehytten, og jeg havde måske været ude en times tid den dag, i et desperat forsøg på at få en smule sol på kroppen, når man nu var syd på, og jeg higede faktisk efter mere frisk luft. Men der var en grund til at jeg lå der, selvom vi var på ferie. Det sidste års tid; faktisk endnu længere; havde jeg haft stærke uforklarlige smerter i højre side af maven. Nogle gange var det i underlivet, andre gange føltes det mere som om det kom fra tarmen – fra det sted jeg engang havde haft en blindtarm – men andre gange igen sad det højere oppe i ryggen omkring højre nyre, og en sjælden gang imellem sad det helt oppe foran omkring leveren. Men jeg havde aldrig fri for smerten, aldrig fri for ubehaget. Og ingen smertestillende piller virkede. Jeg havde selvfølgelig været til alle tænkelige læger, og alle sagde at jeg så fin ud. Min egen læge havde tilmed sukket og sagt, at nu måtte jeg til at tage mig sammen.
Men den aften i sommeren 2017 ville jeg altså mægtig gerne med ned på stranden, så jeg rejste mig og følte mig 100 år gammel. Ude på terrassen hoppede min 6-årige op og ned af glæde over jeg faktisk ville med. Hans storebror og storesøster afslog, så jeg gik hånd i hånd med min mand og min yngste søn ned til strandpromenaden. Vi smed skoene og vadede ned over sandet for at dyppe tæerne, og af en eller anden årsag kiggede jeg op i himlen. Et klart lyst stjerneskud fór forbi, og var væk lige så hurtigt, som det kom.
”Et stjerneskud” udbrød jeg, og pegede op, for at de andre skulle se det.
”Skynd dig at ønske,” sagde min mand, og jeg indså, at han havde ret, kneb øjnene sammen og en eneste tanke stod klar:
Jeg ønsker at blive rask. Jeg ønsker at have energi til at være sammen med min familie igen, og ikke have ondt mere.
”Gid det var mig, der havde set det,” sagde min søn og sparkede til et par småsten i sandet. ”Hvad ønskede du mor?”
”Det må man ikke sige højt,” svarede min mand, ”så går det ikke i opfyldelse.”
”Men hvad ønskede du mor?” hviskede min søn, mens han nikkede indforstået til sin far.
Jeg tøvede. Hvad nu hvis det virkelig var sandt, at man ikke måtte sige det højt? Jeg ønskede det så brændende, at jeg var i tvivl om, jeg ville risikere det. Så rystede jeg på hovedet.
”Når man ikke har det godt, er der kun en ting, man ønsker sig,” sagde jeg.
”At blive rask? Spurgte min søn og jeg nikkede. Jeg havde ikke selv sagt det.