Glutenfri og opdagelsen af den medicinske seer

Den dag i dag tror jeg på, at ønsker er meget vigtigere, end vi overhovedet aner. Når vi glemmer at ønske og blot navigerer i livet, som en båd i en storm på åbent hav, ja så ender vi der, hvor stormen tager os hen. Om det var en hjælpende hånd fra universet, eller om det var fordi, jeg endelig begyndte at tage handling på og indse, hvad jeg selv gerne ville; var mit ønske om at blive rask, startskuddet på min rejse fremad. Det erfarede jeg allerede dagen efter jeg så stjerneskuddet på stranden…

Klokken var 8.30 lokal tid i den spanske ferieby Playa Feliz. Det var dagen efter mit inderlige ønske om at blive rask, og restauranten summede af stemmer og skrattende lyde fra bestik og tallerkner. En tung duft af kaffe, bacon og nybagte croissanter fyldte cafeteriaet, og jeg var ligesom de andre morgener i gang med at fylde en tallerken med choco-pops til min yngste. Over skålene med de forskellige slags morgenmadsprodukter var der skilte. Altså, jeg havde lagt mærke til skiltene før, men jeg havde ikke skænket dem mange tanker. Men i dag, lagde jeg pludselig mærke til dem, og det var ikke bare ord; der var små billeder også. En lille gris, et æg, et kornstrå, en mælkekarton osv. Skilte der viste, hvad der var i maden.

Mens jeg fandt et bord til os alle sammen, overvejede jeg hvilke muligheder skiltene gav mig. Min mellemste havde haft udfordringer med maven siden han var 1 år, og vi havde prøvet at udelukke laktose og gluten for ham engang, da han gik i børnehave, men vi kunne ikke rigtigt se resultater, og det var frygteligt besværligt og ubehageligt for ham at skulle spise anderledes end os andre, så vi havde hurtigt droppet det igen. Men mine symptomer fra maven kunne jo skyldes en form for allergi… og det var vel værd at prøve?

Jeg satte skålen med choco-pops foran min yngste og gik op for at tage mad til mig selv. Hvorfor det lige var gluten og ikke mælken eller et af de andre skilte, jeg fravalgte, ved jeg ikke. Men lige der besluttede jeg for første gang at prøve at udelukke mad med gluten.

Næste dag var en god dag. Jeg havde altid gode og dårlige dage, så jeg lagde ikke noget i det, men jeg fortsatte med at spise glutenfrit. Den følgende dag igen, havde jeg det så godt, at jeg slæbte familien med i vandland. Selvom jeg selv var alt for kuldskær til at bade i pools dengang, nød jeg at se familien lege og plaske og hvine, når de prøvede den ene rutsjebane efter den anden. Da det kom til frokosttid, var der kun en restaurant i badelandet, og man kunne vælge mellem pizza eller burger. Vi var alle godt sultne og jeg bestilte burgeren ligesom de andre. Vi havde en skøn dag og om aftenen på restauranten tænkte jeg, at det jo var gået helt fint med den burger til frokost, og der var en lasagne der så lækker ud i restauranten, så jeg valgte den.

Klokken 3 om natten vågnede jeg med de værste smerter i maven og langt op i ryggen, jeg endnu havde prøvet. Det var som indvendige bittesmå syleskarpe kramper, der kom i bølger, og som gav mig åndenød. Resten af natten gik jeg hvileløst rundt. Jeg vekslede mellem at synes smerterne var værst når jeg lå ned, og når jeg stod op. Den nat svor jeg til alle guder i himlen, at jeg aldrig ville røre gluten igen, hvis bare smerterne ville gå væk. Jeg havde smerter det meste af de efterfølgende tre dage. Var dybt udmattet. Men endelig; efter 3 dage uden gluten, nåede de et niveau, hvor jeg igen kunne føle mig som et menneske.

Jeg har ikke rørt gluten siden. Ikke med vilje i hvert fald.

Hjemme i Danmark en uge senere var lægen mildest talt skeptisk, da jeg fortalte om mine resultater. Jeg fik at vide at jeg skulle begynde at spise gluten igen. At det kunne være skadeligt for mig ikke at spise det, hvis ikke jeg for alvor havde glutenintolerance. De var nødt til at tage tests for at vide om jeg kunne tåle det eller ej.

Jeg takkede pænt nej tak. Jeg behøvede ikke en test for at vide om jeg havde smerter eller ej.

Min vej var lagt ud foran mig. Jeg ønskede at være smertefri og gluten var helt sikkert ikke godt for mig. Jeg havde perioder med tilbagefald og det undrede mig. Jeg udelukkede mælkeprodukter også, og blev i perioder næsten paranoid, når andre skulle lave mad til mig. Hvad nu hvis de ikke havde læst ingredienslisterne ordentligt igennem? For gluten gemte sig i de mærkeligste ting. I denne periode læste jeg alle ingredienslister på færdigkøbte varer. Lærte hvad de forskellige E-numre betød og blev fortvivlet og forfærdet over, hvad vi mennesker i tillid til vores producenter og sundhedsmyndigheder, faktisk indtog uden at vide det.

Og spørgsmålet nagede mig hele tiden. Hvorfor? Hvorfor havde jeg udviklet en allergi mod helt almindelig mad, som andre godt kunne spise? Hvorfor kom der flere og flere glutenallergikere?

En dag dukkede en reklame op i siden af min facebookprofil for en bog der hed ”Den medicinske seer: Sandheden om sygdom og om hvordan du helbreder dig selv”. Jeg fandt ud af, at man kunne høre den på mofibo og satte den straks på, og mens jeg hørte den, begyndte små brikker at falde på plads.

I følge den medicinske seer var det ikke selve glutenproteinet (eller laktoseproteinet i mælk), der gjorde folk syge. Det var en virus. En virus der havde brug for gluten for at blomstre, og den fungerede præcis ligesom herpes virus, der sover i kroppen og har brug for stress eller en anden virus for at gå i udbrud. Forskellen var bare at denne virus bl.a. brugte hvede for at blomstre.

Her begyndte min fantastiske rejse ind i den plantebaserede kosts univers. En rejse der socialt, praktisk og samfundsmæssigt har været udfordrende, men personligt og sundhedsmæssigt har været en øjenåbner og enormt givende.

Og nåh ja… jeg har oplevet fantastiske forbedringer i kroppen. Mange små ting som jeg bare havde accepteret som skavanker eller som noget, der måske kom med alderen, forsvandt også. Sommeren efter at jeg gik helt ind på ren glutenfri og plantebaseret kost var min kuldskærhed f.eks. forsvundet, og jeg begyndte atter at få lyst til at bade med mine børn i havet og swimmingpools. Det er bare en lille ting, det ved jeg godt, men det er en lille ting, der skabte så meget glæde for mine børn og mig selv: Jeg kunne svømme og lege og plaske med dem i vand, som jeg gjorde dengang de var helt små.