Fyldte søde kartofler med kikærter og råkostsalat
På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.
Fyldte søde kartofler er en lækker afvekslende ret, som kan laves på mange forskellige måder. Her har jeg krydret de fyldte søde kartofler med smagen af spidskommen og kikærter og drysset med frisk koriander. Retten er meget blød i konsistensen, så den knasende råkostsalat passer perfekt til.
Jeg blev inspireret til at lave denne ret efter at have smagt noget lignende på en restaurant. Jeg ved dog ikke helt, hvordan de lavede det. Her er i hvert fald mit bud på lækre fyldte søde kartofler.

Fyldte søde kartofler med kikærter og råkostsalat
Personer: 5
Ingredienser:
___________________________
Fyldte søde kartofler
- 5 store økologiske søde kartofler*
- 1 dåse kikærter
- 1 spsk. tahin
- Saften fra 1 citron
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk. olivenolie**
- 3 spsk. vand
- ½ spsk. spidskommen
- 1 knivspids cayenne peber
- Salt
- Hvidløgspulver
Råkostsalat
- 4 store gulerødder
- ¼ lille rødkålshoved
- ½ dl rosiner
- ½ dl groft hakkede mandler eller valnødder
- Saften fra 1 citron
- 2 spsk. honning (Skal svare til mængden af citronsaft)
- Evt. 1 tsk tahin (kan udelades)
*Jeg bruger altid økologiske råvarer, når det er muligt. Grunden til at jeg gør opmærksom på at det er økologisk her, er, at ikke-øko søde kartofler kan være meget store. Hvis man bruger ikke-øko søde kartofler skal man måske kun regne ½ til hver person.
** kan erstattes med kokosolie eller vand.
Fremgangsmåde:
_______________________________
Vask de søde kartofler og flæk dem på langs. Sæt dem i ovnen og lad dem bage 30-45 min afhængig af størrelsen.
Skyl kikærterne. Hæld tahin, citronsaft, hvidløg, olivenolie, vand, spidskommen og cayenne i en blender og blend det helt flydende. Tilsæt først halvdelen af kikærterne og blend til det er en cremet hummus. Tilsæt nu de sidste kikærter og blend kort, så det stadig er lidt groft.
De søde kartofler bager nok stadig i ovnen, så her er det et godt tidspunkt at starte på at lave råkostsalaten. Skræl gulerødderne, riv dem på et groft rivejern og læg det i en skål. Snit rødkål fint og bland det med gulerødderne. Tilsæt rosiner og mandler eller nødder. Bland citronsaft og honning sammen og tilsæt evt. lidt tahin. Pisk dressingen godt og hæld den over råkosten.
Når de søde kartofler er færdige, tages de ud af ovnen. Grav nu kødet ud med en spiseske og læg det i en skål. Der må gerne være lidt kød tilbage i skrællen, så holder den søde kartoffel formen bedre.
Hæld den grove hummus over kødet fra de søde kartofler og bland det godt, evt. med en håndpisker, så det bliver en slags sød kartoffelmos. Smag til med salt.
Placer kartoffelmosen i skrællerne fra de søde kartofler og drys med lidt hvidløgspulver.
Bag de fyldte søde kartofler i ca. 20-25 min ved 200 C
Kan serveres med et drys frisk koriander
Jeg spiser kontinuerligt hele dagen igennem; smoothies, frugt, grønt, dadler og lidt nødder; og jeg er derfor sjældent meget sulten. Det betyder også at jeg ikke har brug for, eller kan spise, meget mættende måltider på samme måde, som resten af min familie kan.
For mig, mætter kikærter vildt meget, men min familie har brug for lidt mere tyngde, og derfor serverer jeg også gerne lidt ris til dem, når vi får denne ret.



