Aftensmad

Paella

På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.

Selv på en mørk og kold februar aften smager paella af sydlandske himmelstrøg, og det elsker jeg den for. Gurkemejen giver risene en helt særlig smag, og så er det bare om at bruge fantasien til, hvad der ellers skal kommes i.

Denne her paella er lavet med hvide asparges, ærter og peberfrugter, og er serveret med indbagte østershatte.

Hvis man udelader de indbagte østershatte tager retten kun 15 – 20 minutter at forberede, og så passer den stort set sig selv.

Paella

Personer: 6

Ingredienser:

___________________________

  • 1 løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, hakket
  • 1-2 røde peber i tern
  • 3 store modne tomater
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1 bundt hvide asparges
  • 7 dl brune ris
  • 6 dl bouillon*
  • 7 dl vand
  • 2 tsk. salt
  • ½ tsk. knust dulse
  • 400 g frosne ærter
  • 1 lille bundt persille
  • Limeskiver eller citronskiver

* Det kan være svært at finde bouillon uden no-gos. Jeg bruger derfor en kraftig klar suppe som bouillon.

Fremgangsmåde:

_______________________________

Svits løg, hvidløg og rød peber med lidt vand i en gryde. Tilsæt gurkemeje og tomater og varm det hele op. Tilsæt evt. mere vand, hvis det er nødvendigt. Rens og skræl de hvide asparges og skær dem i mindre bidder. Tilføj dem nu til retten, og hæld resten af vandet og bouillonen over. Tilsæt også salt.

Skyl risene grundigt, dræn dem og hæld dem i gryden og rør godt rundt. Risene skal nu koge under låg efter anvisningen på posen, ca. 30 min.

Kog en lille gryde med vand op, og hæld ærterne i. De skal kun lige lunes et par minutter, så de ikke længere er frosne indeni. Når risene er kogt færdigt, tilsættes ærterne og det hele røres sammen. Lad nu retten hvile 10 minutter.

Retten kan med fordel pyntes med hakket persille og lime eller citron både.

Ud over indbagte østershatte serverede jeg her rucolasalat med cocktailtomater, og en skål blandede oliven til.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *