Aftensmad

Hirse-risotto med skiver af hvidløg

På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.

Hirserisotto smager blødt og har en god struktur, der minder om klassisk risotto med ris. Den smager ikke særlig meget af hirse, som ellers kan have en markant smag, men her smager det af mild gurkemeje, skiver af hvidløg og let af sød peberfrugt.

Opskriften minder lidt om min paella opskrift, som også er den, jeg har brugt som inspiration. Men denne risotto er mere simpel, hurtigere at lave (især hvis man har gemt en portion svampebouillon i fryseren) og for dem som ønsker at holde sig fra ris, kan det også være et fantastisk alternativ.

Hirse-risotto med skiver af hvidløg

Personer: 3-4

Ingredienser:

___________________________

  • 3 dl hel hirse
  • 1,1 liter svampebouillon*
  • 1 løg
  • 4 store fed hvidløg
  • 1 rød peber
  • 1 spsk. kokosolie (eller svampebouillon)
  • 2-3 store tomater
  • 1 tsk. gurkemeje
  • Salt
  • 3 dl frosne ærter
  • (evt. lidt frisk persille som pynt)

*Se opskrift på svampebouillon under min lasagneopskrift. Husk at der skal bruges mere bouillon end der laves ved opskriften på lasagne. Lav ca. 1½ gang, så burde der være nok, og resten kan fryses.

Fremgangsmåde:

_______________________________

Skyl hirsen grundigt af flere omgange, og hæld vandet fra så godt du kan. Sæt hirsen til side. Optø svampebouillon i en gryde.

Skær løg og peberfrugt i tern og skær hvidløget i skiver. Svits det hele i kokosolien (eller lidt svampebouillon hvis ikke der ønskes fedt). Tilsæt tomater i tern og en tsk. gurkemeje og rør rundt.

Tag et par sovseskefulde svampebouillon og hæld det over den skyllede hirse, så hirsen ikke sidder fast på skålen, hvori den blev skyllet. Tilsæt det hele til den varme gryde og rør rundt. Tilsæt langsomt mere og mere svampebouillon, mens der røres i gryden af og til. Bliv ved med dette indtil al svampebouillonen er tilsat og lad hirserisottoen simre under låg. Det tager ca. 30-40 minutter for bouillonen at koge ind.

Når al bouillonen er kogt væk, tilsæt de frosne ærter og lad retten simre et par minutter under låg. Smag til med salt.

Kan serveres med skiver af stegte grøntsager f.eks. stegt squash, aubergine og peberfrugt, og smager også dejligt med en god grøn salat.

I dag er det anden søndag i advent. Det er ungernes farfar, der har lavet en fine adventskrans, som sætter lidt julestemning over denne hverdagsret. Hirserisotto kan selvfølgelig spises hele året.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *