Aftensmad

Kartoffel- og ærtestuvning

På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.

Bliv ikke snydt af denne rets simple udseende. Den smager SÅ godt! Man kan ikke se, at der er en kraftfuld svampe sovs bag, men det kan smages.

Min familie er ikke så vilde med konsistensen af svampe, men smagen elsker de, og det får de så til fulde i denne ret.

Mine børn elsker at spise kartoffel- og ærtestuvning med ketchup på, mens jeg bare vil have et godt drys persille.

Kartoffel- og ærtestuvning

Personer: 5

Ingredienser:

___________________________

  • 1 løg
  • 5 fed hvidløg
  • 350g brune svampe
  • ½-1 porre (afhængig af størrelse)
  • 1/8 af et knoldselleri
  • 1 stor gulerod
  • 3 stængler frisk timian
  • Salt
  • 2 l. vand
  • 2 kg kartofler i store tern
  • 3 store gulerødder i store tern
  • 300 g ærter
  • Jomfru kokosolie

Serveres med et drys persille eller lidt ketchup.

Fremgangsmåde:

_______________________________

Svits løg, hvidløg og skiveskårede svampe i kokosolie (eller i lidt vand, hvis det skal være fedtfri). Når løgene er blanke og svampene er bløde, hældes 2 liter vand over. Tilsæt knoldselleri, porre, gulerod, timian og salt og lad det koge i ½ time.

Fjern nu selleri og gulerod, og blend resten til en sovs. Tilsæt kartofler og 3 gulerødder i tern og lad det koge 20 minutter. Tilsæt ærter. Kog det op og rør godt rundt i retten.

Retten kan serveres nu, eller den kan med fordel laves på forhånd og opvarmes senere, da stuvningen så bliver tykkere.

Retten bliver mere cremet og fyldig af at trække lidt. Dette billede tog jeg lige da retten var færdig, og sovsen flyder meget ud her.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *