Kirsebærsovs
På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.
Hold da helt op hvor smager hjemmelavet kirsebærsovs bare godt. Jeg har altid godt kunne lide varm kirsebærsovs, og har savnet det de sidste par år, når jeg ikke kunne få det uden tilsætningsstoffer, så i år lavede jeg min egen.
Gaardmesteren havde økologiske frosne kirsebær og så var der faktisk ikke så meget arbejde i det.

Kirsebærsovs
Personer: 8-10
Ingredienser:
___________________________
- 400-500 g frosne kirsebær
- Saften fra 1-2 appelsiner
- 4 dl vand
- 1 vaniljestang
- 40 g kokossukker
- 2 spsk. ahornsirup
- Ca. 1 spsk. tapiokastivelse
Fremgangsmåde:
_______________________________
Hæld de frosne kirsebær i en gryde. Tilsæt appelsinsaft og vand. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og tilsæt både stangen og kornene til kirsebærvandet. Tilsæt nu også kokossukker og ahornsirup og kog blandingen op. Det skal koge minimum 10 minutter. Udrør tapiokastivelse i lidt kold vand, og tilsæt jævningen til sovsen, mens den koger og under omrøring. Tilsæt kun lidt ad gangen, så du kan styre, hvor tyk sovsen bliver.
Jeg valgte at koge sovsen lidt ekstra tid herefter, og siede så kirsebærrene og vaniljestangen fra. Da sovsen var kølet ned, gemte jeg den i køleskabet ind til næste dag.
Da sovsen skulle bruges, varmede jeg den op under omrøring og tilsatte så nye frosne kirsebær, som så ikke blev så udkogte.
Jeg fik filmet da jeg lige havde siet den varme kirsebærsovs, som du kan se her.
Den hjemmelavede kirsebærsovs minder meget om jordbærsovs… og jeg tror sagtens, man vil kunne lave det til en lækker kirsebærgrød, hvis man gør sovsen lidt tykkere og så lader den køle godt ned i køleskab.
Det må jeg prøve af resterne af frosne kirsebær, jeg har i fryseren!


