Fredsfisk
På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.
Fredsfisk smager dejligt og har et strejf af hav over sig. De er perfekte som lækre ”fiskefileter” til påske- eller julefrokosten, men fredsfisk kan også bruges til aftensmad, og smager f.eks. skønt med en gang kartofler og persillesovs til. Paneringen gør dem sprøde og knasende, og det kan til tider være svært at skelne disse fra almindelige fiskefileter.
Her har jeg serveret fredsfisk på rugbrød med hjemmelavet remoulade, kapers og friskrevet peberrod.

Fredsfisk
ca. 9-12 små “fisk”
Ingredienser:
___________________________
- 3-4 store persillerødder
- Knuste nori eller dulseflager
- Salt
- 1 dl vand
- 1-2 spsk. kartoffelmel el tapiokastivelse
- Lidt hirsemel eller rismel rismel
- 60-70 g puffet/poppet hirsekugler*
- Kokosolie til stegning
*Kan fås i forskellige store og små varianter fra f.eks. Rawfoodshop eller Biogan. Kan evt. erstattes med blendet sesam, solsikkekerner og hørfrø.
Fremgangsmåde:
_______________________________
Skræl persillerødderne og skær dem i aflange skiver. Hvis persillerødderne er store skal de skæres i ca. 3-4 stykker pr persillerod. Kog dem i en gryde med vand, salt og knust nori /eller dulse. De skal koge 4-5 min. Det er vigtigt de ikke er overkogte, men stadig sidder fast på gaflen når man stikker i dem. Hæld vandet fra gryden og hæld koldt vand over persillerødderne. Lad dem trække i vandet indtil de skal paneres.
Bland kartoffelmel og vand sammen i en tallerken og rør det godt sammen. Knus eller blend de puffede hirsekugler så de bliver til rasp, og/eller blend en kombination af sesam, solsikkekerner og hørfrø sammen. Bland nu rasp sammen med lidt mel og salt på en separat tallerken.
Varm en pande op med kokosolie. Tør persilleroden på et stykke køkkenrulle og dyp den nu først i vand/kartoffelmel og derefter i den sammenblendede rasp. Steges på begge sider indtil de er gyldne, og lægges derefter på et stykke køkkenrulle for at suge overskydende olie ud. Drys evt. med lidt salt.
Der kan være mange måder at lave fredsfisk på. Hemmeligheden er nok, at finde en rodfrugt med mild og dejlig smag og så bruge en god panering. Jeg kan for tiden bedst lide at bruge persillerod, men jeg har før prøvet med pastinakker, hvilket også smager dejligt.




One Comment
Inger Rigtrup
Lige opskrifter efter mit hoved.
Tak.