Ensaladia
På UrteRig er alt glutenfrit og plantebaseret. Helt uden mælkeprodukter, æg, soja, majs, raffineret sukker, rapsolie, aromaer, citronsyre og andre tilsætningsstoffer.
Ensaladia, eller “russisk kartoffelsalat” lærte jeg at lave af min mormor. Hun havde fået opskriften af en spansk veninde engang i 1960’erne, da hun boede et år på Gran Canaria, og hun serverede det derefter trofast hvert år til hendes fødselsdag.
Den oprindelige version er med tun, men retten smager ligeså godt uden.
Selvom ensaladia er en tapasret, kan jeg sagtens finde på at servere den til aftensmad. Så får vi gerne madbrød til.

Ensaladia
Personer: 5 (som hovedret)
Ingredienser:
___________________________
- 800 g kartofler i små tern
- 3 store gulerødder i små tern
- 300 g grønne bønner
- 1 løg, revet groft på rivejern
- 2 gode bundter persille, hakket fint
- 100 g oliven* i små bidder
- 80 g cashewnødder
- 1½ dl kold vand
- 3 spsk. citron
- 1½ tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. løgpulver
- 1/4 tsk. sennep
- salt
* Min mormor foretrak udstenede grønne oliven med rød peber i midten. Jeg har dog ikke kunnet finde nogen uden no-gos og som var økologiske, så derfor bruger jeg de oliven, jeg kan få. Og jeg har oplevet at både grønne og sorte oliven smager dejligt i retten.
Fremgangsmåde:
_______________________________
Hæld kogene vand over cashewnødderne og lad dem stå i 10 minutter.
Kog eller damp kartoflerne, gulerødderne og bønnerne i hver deres gryde. Når grøntsagerne er dampet eller kogt færdig, lægges de til afkøling på et par viskestykker.
Dræn væden fra cashewnødderne og læg dem i en blender. Tilsæt vand, citronsaft, hvidløgspulver, løg pulver og sennep og blend indtil det er en cremet masse. Sæt i køleskab indtil dressingen skal bruges.
Når grøntsagerne af helt afkølede kan ensaladiaen samles. Mos halvdelen af kartoflerne let med en gaffel og læg dem alle i en stor skål. Mos nu de største af gulerodsternene (ca. halvdelen) med en gaffel, skær bønnerne i meget små stykker og læg dem i skålen. Tilføj groft revet løg (eller løg i meget fine tern) og finthakket persille samt hak halvdelen af oliven i små stykker, og rør det hele sammen. Hæld dressingen over og rør endnu engang, så det bliver blandet godt.
Hvis du vil være helt sikker på børnevenligheden, så mos alle kartoflerne groft med en gaffel, og vær ekstra opmærksom på at alt bliver hakket meget fint.
Hver gang jeg serverer ensaladia glæder jeg mig over hvor meget frisk persille mine børn får spist, og at de alligevel nyder deres mad.



